Tre nye fuglekasser er sat op i nøje udvalgte træer i Præstens Skov, vest for Syltemade Ådal. Der er tale om to kasser til stor skallesluger, og én kasse til natugle. De tre fuglekasser er resultatet af et nyt samarbejde mellem Svendborg Kommune, Dansk Ornitologisk Forening og menighedsrådet i Vester Skerninge.
Et nyt samarbejde bliver til
Det hele startede, da menighedsrådet i Vester Skerninge Kirke tidligere på året, rettede henvendelse til Svendborg Kommune, omkring plejen af den nærliggende skov, Præstens Skov.
Som en del af plejeplansarbejdet, der blandt andet har til formål at skaffe bedre forhold for fuglelivet, rettede Svendborg Kommune henvendelse til Dansk Ornitologisk Forening i Svendborg. Formålet var at høre, om de ville være med til at producere én Natuglekasse og to Skalleslugerkasser til ophængning i Præstens Skov.
Henvendelsen krævede ikke meget betænkningstid hos Dansk Ornitologisk Forening, og et spændende nyt samarbejde var født.
Svendborg Kommune betaler for materialer til kasserne og opsætningen.
Tre nye fuglekasser i Præstens Skov
Den 8. december 2021 var der stor aktivitet i præstens skov, da to fugleeksperter fra Dansk Ornitologisk Forening, to medlemmer af menighedsrådet i Vester Skerninge og tre medarbejdere fra Svendborg Kommune var mødt op, for at sætte fuglekasserne op.
Kasserne er store og specialfremstillet af Dansk Ornitologisk Forening, og der er lavet en slids i siden, så kassen kan efterses for ynglebevis fra jorden. De vejer hver mellem 10-12 kg, og er fyldt med savsmuld, så fuglenes æg ikke går i stykker eller fryser til. Kasserne blev hejst op med tovværk, og derefter bundet fast om træet. Kasserne skulle op i 6-7 meters højde, så det var også nødvendigt med en lang stige.
De to kasser til stor skallesluger er sat op i træer helt ude på kystskrænten, i hver sin ende af skoven. Skalleslugere, som er en andefugl, kan her flyve direkte fra havet og op i kasserne, da de ikke har mulighed for at sætte sig på grene med deres brede fødder.
Præstens Skov er et velegnet ynglested for stor skallesluger. Det skyldes blandt andet de mange store sten på den lave vand, hvor fuglene sætter sig og også parrer sig, samt de mange høje kystnære træer i den lille skov.
Kassen til natugle blev opsat i et stort træ i skovens nordlige del ud til en mark, hvor uglen har mulighed for at finde mus.
Dansk Ornitologisk Forening Svendborg vil fremadrettet holde øje med kasserne, og registrere skovens nye beboere.